Rejsebureau
Rejsebureauet er en forhandler, som udbyder serviceydelser fra mange forskellige leverandører, primært flyselskaber, hoteller og biludlejere. Når "varen" sælges, tillægger rejsebureauet ikke en avance, men derimod tjenes pengene via kommission fra rejseleverandøren - typisk 4-6% af "varens" pris.
Fordelene ved at vælge et rejsebureau er, at de ofte er specialiserede indenfor et område. Et bureau sidder måske inde med en enestående viden om trekking i Himalaya, et andet er eksperter på afrikansk safari, og et tredje ved alt om ungdomsbilletter.
Ved komplekse billetpakker, fx en jordomrejse er bureauerne ofte mestre i at "skrue" de bedste (pris/fleksibilitet) billetter sammen. Da bureauerne nogen gange arbejder sammen og opkøber et meget stort antal sæder hos et eller flere flyselskaber, kan de tilbyde meget konkurrencedygtige priser på flybilletter. Denne fordel ses dog oftest, når der er tale om pakkerejser, dvs. hvor flybillet kombineres med anden serviceydelse som leje af bil eller hotelophold.
Hvis du benytter et rejsebureau skal du være opmærksom på at det efterfølgende kan være besværligt at ændre eller refundere billetten eller dele deraf. Ofte vil det involverede flyselskab henvise dig til det rejsebureau, som har udstedt billetten. Hvis rejsebureauet er et lokalt bureau i Danmark, og du befinder dig i Sydamerika kan det give besværligheder.